Mythonia

En dag i en gyldmatariansk storby

Lyden af metalhammeren der rammer den store klokker vækker de fleste omkring sig, som endnu ikke er stået op og ved at gøre klar til dagens arbejde. Den store klokke svinger og breder sit budskab om, at nu er det solopgang og tid til at stå op. Lugten af friskbagt brød løber sin gang i de smalle gader og børns latter er så småt begyndt at brede sig. Latter som blandes med budskabet fra kongerigets bard, som råber dagenes nyheder og meddelser fra kongens styre. Barden fortæller om et fejt angreb fra nederdrægtige deltirinske styrker, men at rigets overlegne soldatter, atter har slået dem tilbage og sikret landets griser. De mest morgenfriske har allerede stimlet sig omkring barden og flere kommer med kulørte udtryk imod Deltirinen.

Et bud går hurtigt forbi den lille forsamling, stopper kort op for at lytte, men skynder sig dog hurtigt videre. Han trækker en lille vogn bag sig, med friske brød og kager, som skal bringes ned på markedspladsen, så de kan blive solgt i den lille bod, som bageren har bygget. På vej til markedspladsen kommer han forbi smeden, hvis lærling er i gang med at starte sin esse op og de hilser kort på hinanden og buddet skynder sig videre.

Nede på markedspladsen er der så småt ved at være trængsel, da de fleste boder er ved at være klar til at åbne. Efter lidt skubben og massen kommer buddet frem til boden, hvor han bliver mødt af bagerens første lærlingens vrede blik. Hurtigt får buddet læsset af, men han er ikke hurtig nok, til at undgå et par slag fra lærlingen, som overfuser ham med stærke verber. Da buddet er på væk med den tomme trækvogn, vender bager lærlingen sig om mod den første kunde, som allerede har pungen fremme. Han smiler venligt mod sin kunde og tager glædeligt imod mønterne. Han pakker det friske brød ind og giver det til kunden, som takker og går videre ned igennem markedspladsen, som efterhånden myldrer af liv. Overalt kan man høre bagere, købmænd og fiskehandlere, som forsøger at tiltrække sig opmærksomhed.

Som de små morgentimer stille og roligt går, bliver der mere og mere mylder i gaderne og på markedspladserne og boderne, som ikke sælger madvarer og lignende varer, som kunderne skal bruge om morgenen, bliver også åbnet. Der er tale om keramik købmanden, de små boder med smykker og smeden, som har selv er taget af sted her til morgen, for bedst at kunne rådføre sine kunder og få den bedst mulige pris ud af dem.

Den grove smed langer et langsværd over bodens bord til en rustningsklædt soldat, hvis ornamenter viser at han er fra en rigere familie. Smedens ord er fortællende og smigrende, hvilket er i stor kontrast til de ord, som han sender efter sine lærlinge, når disse taber eller ødelægger noget i smeden. De smigrende ord ser ud til at virke, da den rige soldat, efter at havet prøvet flere forskellige typer, vælger et stort slagsværd og betaler halvdelen af den aftalte pris. Han forsøger ikke engang at forhandle om prisen, men smider bare en mindre pung, over i favnen på den stort smilende smed. Denne bukker og takker ydmygt. Soldaten tager et sidste blik over smedens udvalg og vender sig så og går ind mod midtbyen. Han passerer mange boder, som forsøger at sælge ham en masse varer, men han ignorer dem og baner sig vej ud af markedspladsen. Han drejer af og går ned gennem byens tætte gader, men har ingen problemer med at komme frem, da civile folk hurtigt flytter sig fra hans bane og hilser høfligt på ham. Soldaten værdier dem dog ikke et blik. Soldaten passerer også andre soldater, som alle står ret, mens denne går forbi, men disse får ikke andet end et lille nik. Han runder endnu et hjørne og kommer ud på en større åben plads, hvor det vrimler med soldater, heste og endda et par krigsmaskiner, som er ved at blive klargjort.

Han trasker rask over pladsen og over mod porten, til den store borglignede bygning, som er omkranset af høje og tykke mure. Han nikker kort til portvagterne og skridter ind i borggården. Her bliver han mødt af et hav af lyde. Lyden bliver forstærket af de tykke mure og giver et ekkoeffekt i gården. En anden soldat støder ved et uheld ind i den rige soldat og mens han prøver at undskylde, raser denne mod ham. I mere end to minutter raser den rige soldat, mod den anden soldat, som har standard rustning og våben. Den undskyldende soldat skutter sig under den andens raseri, men svarer ikke igen og da den rige soldat slipper hans krave, skynder han sig hurtigt væk og ud i mængden af soldater. Han møder en af sine venner på vejen og brokker sig over mødet med den anden soldat, men disse forsøger at tysse på ham, inden en overordene hører ham. For sent ligger de mærke til en officer, som står nær dem og lytter. Officeren tager en lille metalfløjte frem og fløjter tre korte blæs. Ud fra den ene side, træder fem kampklare soldater frem fra mængden, som hurtigt skilles og danner en cirkel om officeren og den lille gruppe soldater med den brokkende soldat. Dennes venner træder hurtigt væk fra den brokkende og overlader ham alene til sin skæbne. Den brokkende soldat kigger sig frebrilsk omkring i håb om hjælp, men da officeren bjæffer en kort ordre til vagterne, falder den brokkende soldats skuldre ned og han overgiver sig til sin skæbne. Vagterne tager hårdhændet fat i ham og slæber ham ind gennem mængden af soldater og trækker ham op på en mindre platform, hvor der står en galge og flere gabestokke. De stripper ham for hans rusting, våben og det meste af hans tøj. Med brutal hånd, bliver han fastspændt i gabestokken. Officeren stille sig ved siden af og råber på stilhed. Lynhurtigt bliver der stille og alle kigger mod platformen. Officeren bekender at den anklagede er anklaget og dømt for pligtforsømmelse og for at nedgøre en soldat, som er i højere rang end denne selv. Straffen er ti timer i gabestokken og fem piske slag. Officeren træder ned og overlader staffen til vagterne, hvor den ene tager en lang læderpisk frem og svinger den mod den dømte soldat. Denne skriger af smerte, da pisken rammer og efterlader tydelige og blodige streger på ryggen. Disse sår bliver flere, for hver gang pisken rammer. Da dette er overstået, træder vagterne ned blandt soldaterne og disse begiver sig videre ud på deres daglige gøremål.

Igen lyder de store metalklokker over byen og fortæller at nu er det middagstid og en strøm af soldatter forlader området omkring byens befæstning og bevæger sig ud i byens gader, for at finde et sted at spise. Byens kroer og spisesteder bliver hurtigt fyldt op og de stakkels kropiger farer frem og tilbage mellem de mange borde, hvor de hurtigt bringer mad og drikke frem og tilbage og forsøger at undgå de mange tilnærmelser.

Efter en time lyder klokkerne igen og strømmen af soldatter vender tilbage til barakkerne, hvor de forsætter deres træning og daglige gøren. De trætte kropiger rydder spisestedernes borde og går i gang med at rydde op til aftens rykind. Sendebud render gennem gaderne og bringer deres budskaber til deres mål. Mellem dem er korfatterens yngste søn, som endnu ikke er blevet myndig og klar til at tjene riget. Han er på vej ned til den store markedsplads, for at hente de dyrekøller og fisk, som faderen har bestilt om morgenen. Bag sig trækker han en vogn, som virker alt for stor til knægten, men han kender sin faders vreden, hvis han ikke bringer maden tilbage, inden aftes kunder kommer for at spise. Han vælger klogt at tage de små gyder ned til markedspladsen, da han ved at det vil tage meget længere tid på de store overfyldte gader og det vil øge risikoen for at støde ind i nogen, som så vil banke ham, for sin forseelse.

Han vælger en unødvendig omvej, som bringer ham forbi et bordel, hvor han kort stopper op, for at smugkigge ind, mens glædespigerne pjatter og leger i de store kar med parfumeret vand. Deres bare kroppe ophidser den unge knægt, men efter nogle minutter opdager pigerne ham og vinker grinene til ham, hvorefter den store bordelvært kommer brassende ud og råber skældsord efter knægten, som skynder sig væk med vognen, mens han hører pigerne fnise og grine.

Udmattet ankommer han til markedspladsen, hvor han hurtigt finder frem til den rigtige bod og får sine varer. Nogle råb fanger hans ører og han masser sig gennem folkemængden mod lyden. Han kommer frem til en åbning, hvor en gruppe soldatter fastholder to børn på hans egen alder, en pige og en dreng. De ser noget forpint ud, mens soldaterne holder godt fast i dem, mens de taler med en bodholder. Han har lidt svært ved at høre hvad der bliver sagt, men får så meget ud af det, at de to børn har stjålet noget mad fra boden, inden de blev taget på fast gerning. Han ryster på hovedet og bevæger sig slukøret tilbage til vognen. Han kender nemlig pigen, som han ved, er uden hjem og forældre og derfor er nød til at stjæle, for at overleve. Han ved også hvad straffen er. For det meste bliver de sendt til de store kulminer i bjergene mod østgrænsen, men nogle gange, når man vurderer at de er uduelige til den form for hårdt arbejde, får de hugget hånden af og brændemærket i panden, så alle kan se, hvad de er dømt for. Sukkende begynder han turen tilbage til kroen, nu med en noget tungere vogn.

Efter megen besvær ankommer han tilbage til kroen, hvor han med råben og skældsord fra sin fader, får båret varerne ind i køkkenet. Her bliver han sat til at skrælle kartofler og andre grønsager. Han ved at han endnu skal være mange timer oppe og hans tanker glider mod den dag, hvor han skal gøre tjeneste i hæren og forlader denne elendige tilværelse. Kort efter glider hans tanker over på glædespigerne og deres frodige former.

Netop disse glædespiger er ved at ligge den sidste sminke og vaske fåretarmene, så de kunne bruges på aften og nattens kunder. De unge piger fniser og fortæller hinanden hemmeligheder, både hinandens og gårdagens. Alt lige fra størrelse af dennes guldpung og kønslem. Som forberedelserne glider frem, bliver pigerne mere og mere højlydte og bordelværten, må tysse dem flere gange. Kort efter aftensmadens andet klokkeslag, begynder de første kunder at indtræffe. De første er officererne, som har første ret på de mange bordeler. Som regel har de en eller flere favoritter, som deler deres aften med. Her morer de sig nogle timer, inden klokken melder solnedgang og ringer for sidste gang denne dag. Herefter har soldaterne fri, med undtagelse af dem, som har vagt eller lignende tjans.

De tjansfrie soldater bevæger sig ud i gaderne og ind på kroer, som byder på mjød, øl og vine fra fjerne lande, mens de underholder deres kunder med barder, som fortæller store eventyrer og eller fylder rummet med musik. Nogle bevæger sig også ud på bordellerne, hvor de bruger nogle af deres indtjente guld, på en aften eller nat, i selvskab med en glædespige.

Gaderne bliver patruljereret af svært bevæbnet soldater, som sørger for at de tjenestefrie soldater opfører sig ordentligt og de slår hårdt ned på alle, som skaber ufred og ballade. Disse natpatruljer sørger for denne orden, indtil de store metalklokker lyder for første gang og melder at solen er kommet til en ny dag og mens de bevæger sig tilbage til barakkerne for at få en velfortjent søvn, mødes de med duften til nybagt brød, som siver gennem gaderne, som en lokkende snoende slange…