Mythonia

Dagen gryr efter endnu en mørk nat og de lokale fiskere er ved at gøre deres både klar. Nettene bliver taget ned og lagt om bord på skibet. Efter at havet checket skibet en ekstra gang, kaster de los og drager ud på havet, for at tjene til deres familier.

Langs kajens broer sidder havmågerene og skriger deres sult ud og vækker så småt, de fordrukne mænd og kvinder, som er faldet om langs kajen. Med den ene hånd vendt mod solen og den anden søgende langs ens krop, undersøger de om de stadig har deres ejendele, eller om nattens tyve har taget det hele. Derefter rejser de sig besværligt og bevæger sig hjem, hvor de kan sove resten af deres rus ud, i deres skures mørke.

De bevæger sig usikkert forbi de mange boder, som danner kreds om byens handelsplads. Boderne er vidt forskellige i størrelser og kvalitet. Nogle er farverige, mens andre er simple og grålige. Mange af boderne har faste ejere, mens de mere simple bruges af de rejsende handlende, som kommer til byen for at sælge deres varer. Ved disse boder er det først til mølle metoden.

Som solen rejste sig over horisonten, begynder de handlende at åbne deres boder og udstille deres varer, for alle som måtte have interesse for dem. De morgenfriske kunder er så småt begyndt at ankomme og især de riges tjenere, leder efter madvarer til deres herres borde og madkamre. Krofatter er også at finde ved boderne, hvor han finder varer til endnu en travl dag i kroen. Hans langsomme skridt vidner om en hård aften og nat, og endnu en nat med alt for lidt søvn. Stille og roligt får han fundet sine varer og ordnet det sådan, at de bliver bragt ud til hans kro. Da han er færdig med sin bestillinger, bevæger han sig tilbage til kroen, for at få en lur, inden de første spisende kunder kommer til middagsmad. Han sukker dybt og beder en stille bøn, for at der ikke vil blive for meget ballade i kroen om aftenen. Han ved dog at dette er en bøn, som nok ikke høres af guderne, men man har vel lov til at håbe.

Træt åbner han krodøren og går hen til baren, hvor han snupper sig en hurtig skarp en. Derefter sætter han de unge piger til at gøre morgenmaden klar, gøre rent og går derefter i seng igen. I sengen ligger hans store hustru og snorker lige op i luften. Rystende på hovedet rakte han ned i sit nattebord og stoppede sine ører med noget filt. Igen sukkende lagde han sig til at sove.

Ude bagved kroen var kroens piger, ved at gøre morgenmaden klar og plukke et par krydderier i kroens egen have. Heldigvis for disse piger, var det tørvejr denne dag og de kunne hænge sengetøj og duge til tørre. Pigerne var heller ikke så trætte som krofatter, da de ikke havde aftenvagten i går. Til gengæld skulle de i stedet, have den sure pligt at rydde op efter aftnens og nattens gæster. Dette betød at tørre bræk og blod op, efter de mange mindre slagsmål. En hadet opgave, men disse piger følte sig dog heldige, for så de for de mest nærgående gæster, som havde den holdning, at alle kropiger var til for at man kunne udnytte dem.

De første morgengæster var så småt, begyndt at komme ned fra deres værelser og forlangte at få noget ædelse. Pigerne serverede den og skyndte sig atter ud bag ved, for at hjælpe kokken med at forberede maden til senere på dagen.

På markedspladsen begyndte boderne med varer, som ikke havde med madvarer at gøre, så småt at åbne. Alt som har en form for værdi, kunne nu købes i boderne og flere og flere mennesker, kom forbi dem og våben, rustninger, træfigurer og ja selv skibe skiftede hænder, de næste mange timer. De varer, som ellers bliver ilde set i andre lande, så som slaver, blev også solgt på åbne tribuner, hvor de blev set og i kvindernes tilfælde, afprøvet i tilknyttede telte.

På en mindre arena i midten af pladsen, kæmpede de riges slaver mod hinanden og deres ejere væddede om resultatet. Disse kampe var tit blodige og hvis det indgik i væddemålet, til døden. Dette var dog ikke så ofte, da slaver og deres træning koster mange mønter og derfor ikke kunne betale sig.

Flere vogne med varer, gjorde de smalle gader farlige at gå på og de fleste forældre, sørgede for at deres børn, ikke var i nærheden af markedspladsen uden opsyn, da flere børn er endt som invalide, efter at havet færdes på de travle gader.

Vognene blev drevet af okser og heste, men enkelte var trukket af slaver af forskellige racer. Varer i vognene var forskellige forsyninger til de omkringliggende gårde og huse, mens de større vogne, bragte indkøbte varer videre ind i landet, for at blive forhandlet til en højere pris.

På markedspladsen kunne man opleve mere eller mindre trylleshows, fra lavere uddannet troldmænd og fupmagere. Disse forsøger at tryllebinde sine tilskuere, både med besværgelser og med eksotiske effekter, som de efter deres opvisning, prøver at sælge til overtroiske bønder eller folk med ellers begrænset intelligens. For det meste var det effekter med en yderst begrænset eller helt uden effekt, som blev solgt af disse fupmagere, men til tider, fik selv disse fat i en gammelt magisk genstand eller artefakt, som har en vis betydning, både for samlere og efterkommere af kulturen, som engang brugte disse genstande.

En bonde havde netop købt sådan en genstand, da han kort efter støder ind i en fremmede, som uset og hurtigt napper genstanden. Hurtigt bevæger den fremmede sig gennem folkemængden og ud i en gyde, hvor han stopper op og forsigtigt tager sin pris frem. Han beskuer den med undersøgende øjne, men selvsamme øjne spiler pludselig op, da en forgiftet pil, trænger ind gennem ryggen og ind i hjertet, hvor den gullige gift hurtigt bliver spredt ud i blodårerne. Tyven falder ned på knæ, mens han kigger forbløffet på pilen, som stikker ud af brystkassen. Et svagt bump, fra et sted bag ham og en næsten hviskende stemme når tyvens øre.

”Så så, det er snart overstået. ”

Den fremmede tager tyvekostet ud af tyvens hænder og denne ser en takket kniv lyne, i det svage lys, som når ned i gyden. Kniven skærer hurtigt hen over tyvens strube og han ser sit eget blod, langsomt og med rytme af sit eget forgiftet hjerte, falde ned over sine udrettet hænder. Inden alt bliver mørkt, hører han den fremmede sige:

”Tak for dit arbejde, jeg er sikker på at herren sætter pris på dit arbejde. Det er bare ærgerligt for dig, at jeg har to herrer.”

Hurtigt forsvinder den fremmede ud af gyden, men der går ikke længe, før at en tilfældig forbipasserende opdager tyvens lig. Hun kigger sig hurtigt omkring og fisker tyvens pung op og gemmer den i sin kjole, hvorefter hun med teaterisk kunnen, begynder at hvine og skrige. Hurtigt bliver hun hørt og byens byvagter kommer farende. Kvinden forklarer skræmt, hvordan hun kom tilfældigt igennem gyden, på vej ned til markedspladsen, hvor hun skulle købe fisk, som de skulle have at spise om aftenen. Vagterne, som ikke ser nogen grund til ikke at tro på hende, sender hende videre og tilkalder en vogn, som kan bringe den døde tyv til en nærliggende kirke og senere på dagen blive brændt, sammen med alle andre ofre og andre afdøde, som ikke har råd til en bedre ligbrænding.

Byvagterne, som har været på arbejde i mere end ti timer, er ved at være godt trætte og vælger at følge med vognen tilbage og sørge for at få noget mad samtidig med. De stopper ind ved deres ynglings spisested, hvor de uforskammet flirter med kropigerne og kommer med nedladende kommentarer. Krofatter ser dette, men undlader at gøre noget, da byens byvagter er hyret af byens råd, som består af de rigeste og mest grusomme handelsfolk i byen. Disse sidder tungt på magten, men erkender også, at det er nødvendigt at have visse love i byen, da det ellers vil ende i det rene anarki og derved true deres position og magt. Derfor sørger de for at der altid er en vis mængde byvagter i gaderne, så det giver den almindelige borger, en form for trykhed. Det er selvfølgelig kun en illusion, da de fleste af byvagterne er kriminelle og som udnytter deres magt til det fulde.

Krofatteren trækker træt på skulderene og sørger for at de mest skrøbelige kropiger, er travlt optaget ude bagved. Han beder en sagte bøn til guderne og forsætter med at gøre klar til aftens rykind. Fra et skur ude bagved ruller han flere store tænder ind i krostuen, hvor han kobler tapningen til og smager på mjøden og øllen, for at sikre sig at det ikke er blevet for gammelt. Han sætter nye fyldte flasker på hylden bag disken og laver en optælling af sit lager. Da der mangler en flaske, bliver han rassende og stormer ud bag ved til laden, hvor han finder de to staldknægte, godt i gang med at drikke af den manglende flaske. Han sparker døren op og griber fat i dem, mens han råbende slæber dem udenfor. Her trækker han sit bælte af og giver sig til at piske dem hurtigt og voldsomt. De to drenge spræller og forsøger at komme væk, men hver gang en af dem prøver at flygte, sparker den rassende krofatter til dem, så de vælter om. Herefter forsætter han sin straf og forsætter indtil begge drenge hulkende ligger og sitrer på den fugtige jord. Et snefnug daler ned foran krofatteren, mens han prustende forsøger at få vejret. Forbandet tænker han. Er vinteren allerede kommet. Og så tidligt, er jo så meget der skal laves og købes ind. Uden at se en eneste gang på de hulkende drenge, skynder han sig ind i krostuen, hvor han kalder på sin kone, for så at sende hende ned på markedspladsen.

Den kraftige kone, skynder sig ud til sin mand og efter en kort samtale, pakker hun nogle ting og drager ned mod markedspladsen.

På vejen derned daler den kolde sne stille ned fra himlen og det virker som om, at alle lige med et har fået mere at tænke på og endda mere travlt. Da hun når ned på markedet, er det allerede fyldt mere op end sædvanligt, men det lykkes hende at bruge sin store krop, til at presse sig igennem mængden, til de boder, som hende og hendes mand plejer at handle med. Ved de tre boder, får hun afgivet sine ordrer og mønter får byttet hånd. Tilfreds går hun tilbage mod kroen, men da hun er i god tid, drejer hun af en sidegade med et smil. Hun finder hurtigt vej gennem gaderne til et større hus, hvor en strøm af især mænd går ind og ud.

Hun går indenfor og mødes af lettere påklædt piger og fyre. En ældre mand kommer hende smilende i møde og spørger om hun skal havde det sædvanlige? Med et slesk smil, nikker hun anderkendende tilbage. Den ældre herre viser hende gennem gangen og hen til en dør, som han banker let på. En mandlig stemme svarer og kvinden bliver lukket ind. Inde på en seng ligger en helt nøgen ung fyr, som smiler indladende til hende. Hun lukker døren bag sig og når lige at smile igen til den ældre herre. Denne står et øjeblik og går derefter rystende på hovedet tilbage ned af gangen. Efter en halv time, er krofatterens kone ved at tage tøj på og på bordet ved vinduet ligger der en lille håndfuld skinnede mønter. Hun forlader værelset og skynder sig med fornyet kraft tilbage til kroen, hvor krofatteren ikke ligger meget mærke, til hvor længe hun har været væk. Det eneste han ligger mærke til, er at hun er i godt humør og når hun er i godt humør, ja så er hun heller ikke så meget efter ham. Heller ikke når, han kommer lidt for tæt på de unge kropiger, hvilket sker jævnligt.

Nede på markedspladsen er boderne ved at lukke, nu hvor det er ved at blive mørkt og de handlende er ved at foretage de sidste handler og trækker derefter ud i gaderne, hvor de enten drager hjem eller ud til en af de mange kroer eller horehuse. Begge slags steder vil de næste mange mørke timer, være vidner til slagsmål, mordforsøg, fulde folk og liderlige bukke. Alt sammen en del af det daglige liv i en trakiansk by. Natten vil forløbe som altid, med mange slagsmål, forsøg og udførte drab. Når dagens lys atter vil komme snigende over horisonten, vil fiskenettene blive sendt af sted med bådene, mågerne vil skrige på fisk og de fordrukne sutter, vil vågne med voldsom hovedpine og undersøgende klappe på deres lommer, for at være sikker på at de har alle deres ejendele…