Guderne

Mythonia

I går Historie, I dag en Gave, I morgen et Mysterium

Skabelsesberetningen

Kom hid mine små ivrige lyttere. Lyt til min fortælling om hvordan vores vidunderlige verden opstod. Lyt til mine ord om eventyrlige helte, grådige konger og fagre skønjomfruer.

Lyt mine kære og lær om mægtige kræfter, som styrer vor verden, forfald samt blomstring. Lær om de mægtige elementer og de farlige væsner, som lever under, over og ikke mindst blandt os. Ja denne fortælling er noget vis lige i aldrig vil høre igen.

 

Det startede for så mange år tilbage, jah så længe siden at ingen overhovedet tænkte på at lave en kalender og give årerne navne. Du ryster på hovedet lille ven. Tsk tsk, verden var dengang ikke som den er nu. Dengang var den utæmmet og uden nåde. Væsner så grusomme at blot du så på dem, ville du falde død om på stedet, gik frit omkring og gjorde deres unævnelige ting med verden.

Dengang var verden stadig ung og skumle væsner fra hinsides beboede den. En skønne dag, ingen ved helt hvornår, trådte en skikkelse af mægtighed ud i verdenen og talte med en røst så voldsom, at bjerge splittede i to og kæmpe have fordampede. De uværdige væsner som hørte denne røst, holdt op med at eksistere eller forlod vores verden med hæse skrig, for aldrig at blive set igen. Dog har visse af disse uværdige fundet en vej tilbage, så pas på og se jer altid over skulderen mine kære små.

Da den mægtige røst havde lagt sig, var hvor verden forandret. Intet var som før. Frodige skove var blevet til ørkner, ørkner til tætte jungler. Jah i ved hvad jeg mener.

Det mægtige væsen forsvandt så hurtigt som det var kommet og vi kan kun gisne om hvem det var. Ingen kan med sikkerhed sige, om det var en vore guder, eller måske ligefrem gudernes moder. Åh nu ryster du på hovedet igen min lille ven. Joh guderne havde en moder. En som skabte dem og gav dem de evner de har og som de deler en smule med os dødelige. Det siges at denne moder til guderne er moder til alt. Det er denne moder som skabte bjerge, sneen om vinteren, vores elskede og hadet guder og ja det er ham der har skabt den luft du indånder. Joh alles Moder er en mægtig frue og yderst lunefuld ligeså, men det kan jeg fortælle om en anden gang børnlille.

Da verden var blevet forandret dukkede guderne op. Nu da moderen var væk, havde de frit spil og straks begyndte de stridslystne guder at bekæmpe hinanden. De var mange dengang, nogle ældgamle skrifter siger der var mere end halvtreds da de ankom. Deres had og deres naive forsøg på at imponere deres fader og skaber bragte vor verden i fare. Hver gud tog besiddelse af områder i vores verden og herfra havde de mægtige slag mod hinanden. Deres kræfter var ud over vores forstand. Forstil jer hvordan den ene gud smed et bjerg i hovedet på den anden og denne blot gravede sig ud og smed det tilbage. Joh tak det var mægtige væsner og er det stadig. Ikke alle guder gik ind for voldelige løsninger og prøvede at skabe deres dele af verden, som de troede kunne give dem faderens velsignelse, men så snart de havde skabt noget, opdagede en eller flere dette og i misundelsens ret, ødelagde de det som var skabt.

 

Med tiden gik flere og flere guder til grunde i den evige kamp om herredømme. Ingen gud kunne få den absolutte magt over de andre og hvis ikke der blev gjort noget, ville de til sidst alle gå til grunde. Det vidste de alle, men de få forsøg der blev gjort for at stoppe det, blev forpurret hver gang. Da det så værst ud for vores guder betrådte et væsen hvor verden. Født ud af konflikten hærgede dette udyr verden og derved også guderne. Hvad det var nævnes der ikke meget om i de gamle skrifter, men de kaldte det for Intetheden, for hvorhen det så end trådte, holdt alt om med at eksistere, bjerge, søer og guder ligeså. Guderne var forfærdet over dette væsen og alle forsøg på at stoppe det var frugtesløs. Mange guder måtte lade livet overfor Intetheden og det var på det tidspunkt at guderne indså at de blev nød til at sammenarbejde mod den fælles fjende. Mange råd blev holdt. Mange forslag, hvor overnaturlige de så end var, blev endevendt med både undren og skeptisk, men efter mange forsøg fandt man frem til våbnet der kunne dræbe fjenden. Vi ved ikke hvordan våbnet så ud, men når der skulle mere end 10 guder til at føre det, så må det havet været et mægtigt våben. Mens dette blev skabt åd Intetheden af vores verden og da guderne endeligt var rede til det endelige opgør var store dele af vores verden opslugt. Guderne mødte dem på randen af vores verden og da de skulle til at svinge det mægtige våben, forrådte en af guderne dem. Hvem det var, kan vi kun gisne om, men denne forræder samlede en af de svagere guders kræfter i en lille beholder og med denne fangede han Intetheden. Inden de andre guder forstod dette, var forræderen væk og æsken med Intetheden gemt for dem. Til den dag i dag, forsøger vores elskede guder stadig at finde æsken og den der stod bag denne uhyrlighed. Hvis æsken findes og åbnes, vil Intetheden slippe ud og fortære vores verden, samt os og guderne med.

Som tiden gik, fortabte interessen sig for kun at finde æsken og forræderen og med freden blomstrende, kunne guderne bruge mere tid på deres respektive områder af verden. Mægtige bjerge, bundløse kratere og frodige enge opstod overalt og verden som vi kender den blev skabt i disse årtusinder. Men når guderne ikke holdt råd, så de kunne sikre freden og forhandle områder med hinanden, voksede ensomheden blandt dem. Guderne begyndte så og sige at kede sig. De følte at de manglede noget at dele deres bedrifter med. Nogle forsøgte at vise det frem for hinanden, men blev oftest mødt af misundelse, forklædt som ligegyldighed. Nogle få søgte ud over vores verdens grænser og sås ikke igen. Kedsomheden blev til rastløshed, som igen blev til fortvivlelse. Ved en af gudernes rådssamlinger var tonen hård, mens andre vidste deres ligegyldighed. Midt i en heftig diskussion om hvem der ejede et bestemt område slyngede en af guderne en bemærkning ud, som for altid skulle forandre vores verden. Guden sagde så og sige, at denne ønskede at der var nogen der ville kunne udkæmpe disse stridigheder uden guderne selv blev såret eller ligefrem dræbt. Al diskussion forstummede og alle kiggede på guden. Ingen havde tænkt i denne retning. Ja det var så simpelt at det ligefrem var pinligt.

 

De skulle skabe nogle mindre udgaver af dem selv, som kunne bebo og tage de kampe der skulle tages.

Så sagt som gjort, som min bedstefar altid sagde. Guderne drog hjem og begyndte at skabe væsner af jord, ild, vand og luft. Mange utrolige væsner så dagens lys denne dag og mange kampe blev kæmpet med disse tanketomme væsner. Men for en gud der har levet en uendelighed, bliver selv disse kampe for kedelige og for at kunne bruge tiden på at skabe nye væsner, blev der lagt en begrænset evne til at tænke ind i væsnerne.

For en gud med mægtige kræfter var det nogle gange svært at bedømme, hvor meget man skulle ligge i disse væsner og nogle væsner skilte sig hurtigt ud og forsøgte at løsrive sig deres herres lænker. Guderne kunne ikke acceptere dette og slog hårdt ned på disse oprør, som med mellemrum opstod. Mange kreationer måtte lade livet, enten i de endeløse kampe for deres guder, eller når guderne ikke gad dem mere og ville have nogle mægtigere til at kæmpe for dem. Nogle fik dog til at leve, da de unikke i forhold til de andre. Her i mellem kan nævnes kæmperne, dragerne, trolde og den mægtige orm, som lever under vores fødder.

Som tiden gik sin gang, opdagede guderne for sent, at hver gang de skabte et nyt liv, fratog de sig selv en smule af deres kræfter. Med hver kreation mistede de simpelthen noget af dem selv. Flere guder forsøgte at tage deres gaver igen, men når det først var skabt, ville ødelæggelsen af kreationen ikke give kræfterne tilbage. Den dag det gik op for guderne græd himlen i mange år. I et forsøg på at beholde deres magt over verdenen og evnen til at eksistere blev forbudt at skabe nye væsner i verdenen uden at de andre guder gav deres accept til dette og i en verden hvor guder ikke stoler på hinanden er dette, så vidt det vides, ikke blevet gjort siden pagten blev skabt.

De væsner der var blevet skabt fik frit spil, til at slutte fred mellem hinanden og danne alliancer. Mange mere lavtstående væsner, såsom dyr, fik lov til at brede sig ud i verdenen som det lystede dem, mens de mere intelligente, såsom os mennesker og dværge, blev begrænset af de områder, som guderne havde besluttet at vi skulle leve.

Som i alle ved, ja så er det ikke mange århundred siden at vi ikke kunne være sammen med f.eks. orker og elvere uden det var i kamp. Hvis det ikke var for opdagelsen af Tal ten’ Ilya (Byen for alle) ville det nok havet været forsat I mange år endnu.

Det er vidt bekendt at vi ikke ved hvem der byggede byen. Nogle tror det er guderne selv, mens andre tror det var nogle af de væsner, som gjorde oprør mod guderne og som senere gik tabt i tidens tand. Lige nu er der fred i det meste af verdenen og guderne har ikke vist sig blandt os i mange århundreder. Nogle betvivler at de er her, men lyt ikke til dem mine kære små, for de forsøger at berøve jer den sunde fornuft med deres løgne. Tro mig guderne er her endnu og de går også frit mellem os og hvis der sker noget i ikke kan forklare som noget med magi, så er det nok fordi at en gud har handlet for dit syn og du skal føle dig beæret over dette. Pris guderne som du priser din fader og moder.

Med de ord slutter min fortælling om guder, Intetheden og vores tilkomst i denne vidunderlige verden. Jeg takker, fordi i lyttede til mig børnlille og håber i har lært af min fortælling. Hvis i synes om den så lig gerne en lille mønt som taknemlighed i min hat der. Tak min ven, yderst gavmildt af dig…

 

Fortalt af barden

Deta Ismorntorn af De Gyldne Huse

 

 

  • Under hvert kapitel står der blandet andet ofringsgaver. Disse ofringsgaver koster mellem et par få sølvstykker og op til flere hundred platin. Alt afhængig af kvalitet.
  • Priser på lerfigurer ligger på mellem 5 sølvstykker og op til 1 platinstykke for de pæneste.
  • Ofringer i form af mønter ligger mellem 2 sølvstykker og flere platinstykker.

 

Skabt af Elvin Juhl Larsen - Copyrigth 2011

Dogme

Dogme er en religion, som ikke er til diskussion af trosgrunde eller mytologiske årsager.